I En modstandsbevægelse vokser frem
Det er nu 75 år siden Gandhi gik mod havet og blev fulgt af flere og flere. Imperiet beskattede saltet og afskar de fattige fra at udvinde det. De gik mod havet for at samle saltet op. Og dette salt opløste til sidst imperiet.

Endnu går de gennem verden. En modstandsbevægelse vokser frem, mere og mere global i sin form. Uden den ville temaer som global ulighed, miljøødelæggelse og kapitalens underminering af livsvilkårene aldrig være så levende som de er i dag.

Modstandsbevægelsen har sat fokus på et verdenshistorisk system, unikt i sit omfang og i sin magt. En civilisation der er unik, både i sin ulighed og sit ressourceforbrug, og i sin viden og sin bevidsthed herom.

Skellet i verden er i dag så dybt, at det kan betegnes som ‘global apartheid’. Den repressive adskillelse og begrænsning i befolkningsflertallets adgang til livsvigtige ressourcer, som det historiske apartheidsystem afprøvede, er i dag løftet op på globalt niveau.

II At underminere magten
Nedbrydningen af ‘offentlige goder’ og privatiseringen af dispositionsretten over væsentlige ressourcer er tiltaget gennem de seneste årtier, både i de rige og i de fattige lande.
Den oppositionelle bevægelse i dag er en international bevægelse rettet mod internationale politiske og økonomiske strukturer. Det er et sammenstød af modsatrettede internationalismer eller globaliseringsprojekter. Opgaven for den oppositionelle bevægelse er at underminere den nuværende ordens legitimitet og magt. Det er vejen til havet, det er saltmarchen i dag.

I Gandhis ikke-voldelige konfrontation med magten afsløres magtens vold, som i en fortløbende proces underminerer sig selv. Den omfattende magtanvendelse bidrager til magtens egen tiltagende demoralisering.

Når modstanden anfægter den bestående orden på en sådan måde, at der skabes indre uro og opbrud, vil der blive reageret med forsøg på at kriminalisere den. Det var også tilfældet under Gandhis konfrontation med magten: stokkeslag og fængslinger. Men i dag er kriminaliseringen af social protest blevet både væsentligt skærpet og internationaliseret.

III Fra socialstat til sikkerhedsstat
Terrorlovgivningen og ‘krigen mod terror’ er den foreløbige slutsten i en proces, der har stået på i adskillige år. I stigende grad viger den social-liberale stat for sikkerhedsstaten, og illustrerer hermed også enhver reformpolitiks skrøbelighed.

Sociale og politiske løsninger er blevet trængt i baggrunden af modeller, der mere hviler på magtanvendelse, kriminalisering, øget strafudmåling, udvidede politimæssige beføjelser og indskrænkninger i borgernes beskyttelse i forhold til staternes sikkerhedspolitiske interesser.

Den social-liberale reformmodel viger for åbenlys tvang og magtanvendelse, og i sidste ende for militær magt, for krig og besættelse. Den danske stat er i dag deltager i krigens ‘villige koalition’, og flere krige er der udsigt til. Gennem omfattende våbeneksport er den svenske stat ligeledes stærkt integreret i krigens umættelige marked.

I disse år er bevægelser fra besatte områder, fra forfulgte mindretal, fra samfund præget af afgrundsdyb ulighed og statslig vilkårlighed blevet stemplet som terroristiske. I dag ville Gandhis konfrontative strategi uden tvivl falde inden for en sådan definition.

I sidste ende er terrorlovgivning og den såkaldte ‘krig mod terror’ rettet mod den folkelige modstand mod en global økonomisk politik, der i så mange lande i verden betyder øget marginalisering, voksende uro og modstand. Terrorlovgivningen og ‘krigen mod terror’ er den disciplineringsform, som understøtter den tvungne markedsliberalisering, der i dag er kapitalens globale økonomiske dagsorden.

Også i den internationale bistandspolitik vinder dette sikkerhedspolitiske hensyn over politiske og sociale løsningsmodeller. I en bevægelse bort fra en hidtidig humanitær ideologi er den internationale bistandspolitik nu i mindre grad rettet mod en bekæmpelse af fattigdom, end mod en bekæmpelse af de fattiges oprør. De fattiges potentiale som terrortrussel er rykket i forgrunden.

IV Overlevelsens mirakel
Svaret på samfundenes nuværende udviklingsform er ikke en regression til et påstået fundamentalt værdisæt, men en radikal humanisering af de globale økonomiske processer, hvor de udstødte og marginaliserede, individer og kulturer, integreres i en demokratiseret og økologisk bæredygtig verdenssamfund.

For den globale modstandsbevægelse er historiens subjekt dem, der søger at overleve historien, som den møder dem, som den rammer dem. Det er mennesker, som tilsyneladende er historiens objekt, knust af magten, gjort hjemløs af den, gjort tavs af den, fordrevet af den, retsløs, forvirret, fortvivlet af den - i evig kamp for at holde sammen på hverdagen og på livet. Det er småbønder, der endnu klynger sig til jorden, det er de jordløse og de fordrevne, der i millioner strømmer til slumbyerne, til elendighedens metropoler – hvor overlevelse er et dagligt, uforklarlig mirakel. Her er magtens

modbillede. Her er den kapitalistiske akkumulationstvangs modpol: at være berøvet alt.
Endnu er de omvæltninger, som den nyliberalistiske politiks globale ekspropriationer medfører, ikke slået fuldt ud igennem som global politisk realitet. Uroen og uordenen er endnu af mere lokal karakter.
I lokale uroligheder og krige, ofte defineret gennem etnisk og religiøs identitet, er ofrene for de globale vilkår selv de første ofre. Endnu rettes destruktiviteten i de globale vilkår indad. Men denne uorden vil gribe mere og mere om sig og vil true det nuværende globale regime.

V En kamp for livet og for jorden
I desintegrationen, marginaliseringen og udelukkelsen af uhyre befolkningsgrupper i verden skabes grobunden for nye stemmer. I et virvar af spørgsmål og svar lyder stemmerne, en kakofoni af religiøs vækkelse og fundamentalisme, af jordbesættelser og djævleuddrivelse, af orkestre og organisationer, af opstand og opgivenhed, af magi og migration, af kriminalitet og karneval, af misbrug og misere, af salsa og saltmarch.
Det er en hær, bevæbnet kun med livet, det korte liv, svævende mellem dagen og vejen, mellem livet og døden, altid i bevægelse, nærmere og nærmere og skjult igen, en hær, der er forvirrende for magten, besværlig for magten, uforståelig for den, tyngende for den, omkostningskrævende for den.

Modstanden har intet centrum, ingen ledende instans, intet ensartet organisationsprincip. Der er i stedet forskellen, mangfoldigheden, der afspejler de utallige positioner, hvorfra magten anfægtes på lokalt, nationalt, regionalt og globalt niveau.

Det er en kamp om jorden, om vandet, om luften, om havene, en kamp for livet og for jorden mod kapitalens ekspropriation af livet og jorden.

Her vil magten lære sin sårbarhed at kende. Her vil modstanden lære magtens sårbarhed at kende, men også sin egen, i en hidtil uset og uforudsigelig global læreproces.

Saltet samles, havets salt og jordens salt, saltmarchen finder vej.
Erik Stinus, forfatter, København
Jan Øberg, Transnationella stiftelsen för freds- och framtidsforskning, Lund
Louise Pettersson, Folkrörelsestudiegruppen, Kristiansstad
Manne Gerell, människorättsaktivist, International Solidarity Movement Malmö
Patrick Mac Manus, Foreningen Oprør, København
Per Warming, trubadur, København
Ruth Sillemann, Lakshmi Ashrams Venner, København
Sara Mathai Stinus, Kunstnere for Fred, København
Stig Broqvist, miljöaktivist och välfärdskramare, Hälsingborg
Tord Björk, Miljöförbundet Jordens Vänner, Kristiansstad
PAGE