Gbg-aktionen 2001-1b

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21

Gbg-aktionen 2001-1b
Printed: tisdag 23 juli 2002 17.13.01

Page 14 of 21 Printed For: Louise

måtte tilslutte sig.

Dommen blev startskuddet på en stor kampagne fra Kommissionens side og
fra industrilobbyens side (særligt European Roundtable of Industrialists
og UNICE) for at få gennemtunget reformer af traktatens artikel 113
(senere 133) til også at omfatte bl.a. intellektuel ejendomsret og
tjenesteydelser. Særligt under den afsluttende fase af forhandlingerne
om Amsterdamtraktaten blev der lagt hårdt pres på den franske regering,
der var den mest modvillige. I sidste ende blev der indgået et
kompromis. I stedet for at indskrive de nye emner i traktaten på lige
fod med varehandel, blev der indføjet en femte paragraf, som betød, at
tjenesteydelser og intellektuel ejendomsret kunne inddrages i
Kommissionens arbejde på lige fod med varehandel, dog kun hvis der var
enstemmighed i ministerrådet.

Denne bestemmelse havde Kommissionen for såvidt allerede taget i brug
under forhandlingerne af MAI-aftalen, så i første omgang kunne Leon
Brittan ånde lettet op. "Svagheden" ved kompromisset skulle dog hurtigt
vise sig. I efteråret 98 trak den franske regering sig ud af
MAI-forhandlingerne -hårdt presset af en stor folkelig kampagne, og af
sine parlamentariske støtter. Denne begivenhed er afgørende for
forståelsen af dagsordenen for Nice.

Den nye offensiv -Nicetraktaten For lige siden MAI-aftalen led skibbrud
har EU-Kommissionens med ministerrådets støtte arbejdet hårdt for at
åbne forhandlinger i WTO om en bred vifte af emner, herunder
investeringer, konkurrencepolitik og offentlige indkøb. Forhandlinger,
der også er kaldet Tusindårsrunden. Hvad angår offentlige indkøb og
investeringer, så hører de emner endnu under delt kompetence eller er
underlagt enstemmighed. Det kan føre til både små og store kriser, som
Kommissionen selvsagt vil undgå. Derfor er emnet på bordet i Nice.

Det har hurtigt vist sig, at være en ikke helt let affære at finde
fodslag ved regeringskonferencen om større kompetence til EU og til
Kommissionen på udenrigshandelsområdet. I hvert fald ligger der hele tre
forslag på bordet (se CONFER 4770/00), der tåler en kort gennemgang.

1. Det første forslag er Kommissionens oprindelige, der går ud på at
stryge paragraf 5 om enstemmighed og tilføje intellektuel ejendomsret,
tjenesteydelser og investeringer i artikel 133 på lige fod med
varehandel. Alternativt foreslås en protokol føjet til traktaten, der
fastslår, at alle GATS-sager og en endnu ikke udspecificeret liste over
en række TRIPS-spørgsmål, hører under EU-kompetence og er underlagt
flertalsafgørelser. Sidstnævnte model er angiveligt et forsøg på at
imødegå nogle landes bekymringer på enkelte områder inden for
intellektuel ejendomsret. Det er påfaldende, at ingen synes at have
samme bekymringer om tjenesteydelser.

2. Det andet forslag går ud på slet og ret at ændre enstemmighed i
paragraf 5 til kvalificeret flertal.

For tidligere MAI-aktivister kan det se betryggende ud, at investeringer
dermed ikke optræder i forslaget. Det skal man nu ikke lade sig bedøve
af. MAI-aftalen -som mange frygter kan blive genoplivet i WTO- var i
handelsretlig henseende en bastard. MAI handlede om tjenesteydelser, om
offentlige indkøb, om intellektuel ejendomsret og meget mere.

Min egen organisation fik et klart fingerpeg om, hvordan spørgsmålet om
kompetence over MAI blev opfattet i ministerrådet, da vi fik svar på et
spørgsmål i Folketinget. På spørgsmålet om kompetencen over MAI fik vi
tilsendt afgørelsen fra EU-domstolen fra 1994. Af denne fremgår som
sagt. at WTO-aftalerne, bortset fra GATS og TRIPS (tjenesteydelser og
intellektuel ejendomsret), stort set lå under EU-kompetence. Det, som
den danske regering i virkeligheden sagde ved, at henholde sig til
domstolens afgørelse fra 1994, var at de store kompetence problemer lå i



	Gbg-aktionen 2001-1b Printed: tisdag 23 juli 2002 17.13.01		Page 14 of 21 Printed For: Louise
	måtte tilslutte sig. Dommen blev startskuddet på en stor kampagne fra Kommissionens side og fra industrilobbyens side (særligt European Roundtable of Industrialists og UNICE) for at få gennemtunget reformer af traktatens artikel 113 (senere 133) til også at omfatte bl.a. intellektuel ejendomsret og tjenesteydelser. Særligt under den afsluttende fase af forhandlingerne om Amsterdamtraktaten blev der lagt hårdt pres på den franske regering, der var den mest modvillige. I sidste ende blev der indgået et kompromis. I stedet for at indskrive de nye emner i traktaten på lige fod med varehandel, blev der indføjet en femte paragraf, som betød, at tjenesteydelser og intellektuel ejendomsret kunne inddrages i Kommissionens arbejde på lige fod med varehandel, dog kun hvis der var enstemmighed i ministerrådet. Denne bestemmelse havde Kommissionen for såvidt allerede taget i brug under forhandlingerne af MAI-aftalen, så i første omgang kunne Leon Brittan ånde lettet op. "Svagheden" ved kompromisset skulle dog hurtigt vise sig. I efteråret 98 trak den franske regering sig ud af MAI-forhandlingerne -hårdt presset af en stor folkelig kampagne, og af sine parlamentariske støtter. Denne begivenhed er afgørende for forståelsen af dagsordenen for Nice. Den nye offensiv -Nicetraktaten For lige siden MAI-aftalen led skibbrud har EU-Kommissionens med ministerrådets støtte arbejdet hårdt for at åbne forhandlinger i WTO om en bred vifte af emner, herunder investeringer, konkurrencepolitik og offentlige indkøb. Forhandlinger, der også er kaldet Tusindårsrunden. Hvad angår offentlige indkøb og investeringer, så hører de emner endnu under delt kompetence eller er underlagt enstemmighed. Det kan føre til både små og store kriser, som Kommissionen selvsagt vil undgå. Derfor er emnet på bordet i Nice. Det har hurtigt vist sig, at være en ikke helt let affære at finde fodslag ved regeringskonferencen om større kompetence til EU og til Kommissionen på udenrigshandelsområdet. I hvert fald ligger der hele tre forslag på bordet (se CONFER 4770/00), der tåler en kort gennemgang. 1. Det første forslag er Kommissionens oprindelige, der går ud på at stryge paragraf 5 om enstemmighed og tilføje intellektuel ejendomsret, tjenesteydelser og investeringer i artikel 133 på lige fod med varehandel. Alternativt foreslås en protokol føjet til traktaten, der fastslår, at alle GATS-sager og en endnu ikke udspecificeret liste over en række TRIPS-spørgsmål, hører under EU-kompetence og er underlagt flertalsafgørelser. Sidstnævnte model er angiveligt et forsøg på at imødegå nogle landes bekymringer på enkelte områder inden for intellektuel ejendomsret. Det er påfaldende, at ingen synes at have samme bekymringer om tjenesteydelser. 2. Det andet forslag går ud på slet og ret at ændre enstemmighed i paragraf 5 til kvalificeret flertal. For tidligere MAI-aktivister kan det se betryggende ud, at investeringer dermed ikke optræder i forslaget. Det skal man nu ikke lade sig bedøve af. MAI-aftalen -som mange frygter kan blive genoplivet i WTO- var i handelsretlig henseende en bastard. MAI handlede om tjenesteydelser, om offentlige indkøb, om intellektuel ejendomsret og meget mere. Min egen organisation fik et klart fingerpeg om, hvordan spørgsmålet om kompetence over MAI blev opfattet i ministerrådet, da vi fik svar på et spørgsmål i Folketinget. På spørgsmålet om kompetencen over MAI fik vi tilsendt afgørelsen fra EU-domstolen fra 1994. Af denne fremgår som sagt. at WTO-aftalerne, bortset fra GATS og TRIPS (tjenesteydelser og intellektuel ejendomsret), stort set lå under EU-kompetence. Det, som den danske regering i virkeligheden sagde ved, at henholde sig til domstolens afgørelse fra 1994, var at de store kompetence problemer lå i