Gbg-aktionen 2001-1b

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21

Gbg-aktionen 2001-1b
Printed: tisdag 23 juli 2002 17.13.01

Page 17 of 21 Printed For: Louise

Vedtages et af de tre forslag, så ligger alle WTO-forhandlinger under
Kommissionens kompetence. Kommissionen vil dermed få større muligheder
for at agere på egen hånd. Og det er Kommissionen, meget dygtig til.
Kommissionen indgår i et tæt samarbejde med storindustriens
lobbyorganisationer, og har som regel taget dem i ed inden et
forhandlingsmandat, eller resultat, foreligges ministerrådet. I
ministerrådet er det et stærkt kort at have industrien på sin side.

Afskaffelse af vetoret og overgang til flertalsafgørelser vil også
betyde den formelle overdragelse af kompetence. Det betyder, at de
nationale parlamenter ikke længere skal ratificere en indgået aftale.
Det vil forringe den parlamentariske kontrol på nationalt plan.
Regeringerne vil ikke have samme ansvar for at holde parlamenterne
orienteret om forløbet, og parlamentarikere i medlemslandene vil slet
ikke have samme indflydelse på processen.

Selvom det ene forslag- protokollen- lægger op til at medlemslandes
regeringer skal have mulighed for at deltage i alle møder i WTO, og at
det skal være muligt, at bede om konsultationer med Kommissionen under
forhandlingsforløbet, så må vi regne med, at muligheden for at gribe ind
og påvirke processen under forhandlingerne bliver mærkbart mindre med
overgangen til flertalsafgørelser. Der skal slet og ret mere til at true
Kommissionen end et eller flere medlemslandes bekymringer. Det er i
hvert fald konklusionen blandt en række tilhængere af øget kompetence til Kommissionen. I en sammenligning med den "fast track authority"
(bemyndigelse til at gennemføre forhandlinger uden indblanding m.m.),
der kendes fra USA, og som amerikanske aktivister har gjort hvad de
kunne for at bekæmpe, hedder det i en vurdering fra tilhængere af denne type reformert "i det mest optimistiske scenario vil resultatet blive en
EU-version af den amerikanske "fast-track authority", hvor
medlemsstaterne beslutter ved begyndelsen af forhandlingerne, at
resultatet vil blive ratificeret på basis af flertalsafgørelser. At
forsøge at genindføre kontrol fra et medlemslands side er nærmest
umuligt, hvis der er indført permanent EU-kompetence" ("The Delegation
of Trade Authority in the EU", af Meunier og Nicolaidis, Journal of
Common Market Studies vol. 37, nr.3, september 1999).

Et andet lille hjørne af problematikken er spørgsmålet om adgang til
centrale dokumenter. Der er givetvis meget forskellige traditioner rundt
omkring i EU, hvad aktindsigt angår. Den danske regering og den danske
lovgivning er på dette felt temmelig meget mere åben end EU-systemet.
Det er f.eks. lykkedes at få de vigtige dokumenter fra Artikel 133
Komit=E9en ud af den danske regering. For tiden kører der en sag i
EU-systemet mellem den hollandske regering og Kommissionen, fordi
sidstnævnte har fortroligstemplet hele grupper af dokumenter af hensyn
til "sikkerhedsinteresser". Fuld åbenhed er nok svær at forvente på
dette felt, men problemet viser sig at være særlig stort, når
Kommissionen blokerer for adgang til store grupper af dokumenter uden at
føle sig ansporet til at opstille gennemskuelige kriterier for, hvornår
noget skal hemmeligholdes og hvornår det kan offentliggøres. På
handelsområdet kan vi hurtigt komme til at stå med samme problem. En
regel sikrer Kommissionen mulighed for, at nedlægge forbud mod
offentliggørelse, hvis der er tale om "handelshemmeligheder". Det har
Kommissionen f.eks. gjort på en forespørgsel om aktindsigt i dokumenter
vedrørende dialogen mellem Kommissionen og den europæiske
serviceindustri om forhandlingerne under GATS. Glem heller ikke, at
Kommissionen har initiativretten, og fremlægger forslag for
Ministerrådet. Ikke omvendt.

Lægges disse forskellige forandringer sammen, får vi en Kommission, der
har langt større muligheder for at føre sin ambitioner ud i livet. Der
skal nok være en del grupperinger rundt omkring i Europa, der vil hylde
dette nye skridt mod et mere integreret EU som det første skridt mod et
rødt, grønt og progressivt modspil til USA på den globale scene. Det har bare ikke så meget med virkeligheden at gøre. EU har, med Kommissionen i



	Gbg-aktionen 2001-1b Printed: tisdag 23 juli 2002 17.13.01		Page 17 of 21 Printed For: Louise
	Vedtages et af de tre forslag, så ligger alle WTO-forhandlinger under Kommissionens kompetence. Kommissionen vil dermed få større muligheder for at agere på egen hånd. Og det er Kommissionen, meget dygtig til. Kommissionen indgår i et tæt samarbejde med storindustriens lobbyorganisationer, og har som regel taget dem i ed inden et forhandlingsmandat, eller resultat, foreligges ministerrådet. I ministerrådet er det et stærkt kort at have industrien på sin side. Afskaffelse af vetoret og overgang til flertalsafgørelser vil også betyde den formelle overdragelse af kompetence. Det betyder, at de nationale parlamenter ikke længere skal ratificere en indgået aftale. Det vil forringe den parlamentariske kontrol på nationalt plan. Regeringerne vil ikke have samme ansvar for at holde parlamenterne orienteret om forløbet, og parlamentarikere i medlemslandene vil slet ikke have samme indflydelse på processen. Selvom det ene forslag- protokollen- lægger op til at medlemslandes regeringer skal have mulighed for at deltage i alle møder i WTO, og at det skal være muligt, at bede om konsultationer med Kommissionen under forhandlingsforløbet, så må vi regne med, at muligheden for at gribe ind og påvirke processen under forhandlingerne bliver mærkbart mindre med overgangen til flertalsafgørelser. Der skal slet og ret mere til at true Kommissionen end et eller flere medlemslandes bekymringer. Det er i hvert fald konklusionen blandt en række tilhængere af øget kompetence til Kommissionen. I en sammenligning med den "fast track authority" (bemyndigelse til at gennemføre forhandlinger uden indblanding m.m.), der kendes fra USA, og som amerikanske aktivister har gjort hvad de kunne for at bekæmpe, hedder det i en vurdering fra tilhængere af denne type reformert "i det mest optimistiske scenario vil resultatet blive en EU-version af den amerikanske "fast-track authority", hvor medlemsstaterne beslutter ved begyndelsen af forhandlingerne, at resultatet vil blive ratificeret på basis af flertalsafgørelser. At forsøge at genindføre kontrol fra et medlemslands side er nærmest umuligt, hvis der er indført permanent EU-kompetence" ("The Delegation of Trade Authority in the EU", af Meunier og Nicolaidis, Journal of Common Market Studies vol. 37, nr.3, september 1999). Et andet lille hjørne af problematikken er spørgsmålet om adgang til centrale dokumenter. Der er givetvis meget forskellige traditioner rundt omkring i EU, hvad aktindsigt angår. Den danske regering og den danske lovgivning er på dette felt temmelig meget mere åben end EU-systemet. Det er f.eks. lykkedes at få de vigtige dokumenter fra Artikel 133 Komit=E9en ud af den danske regering. For tiden kører der en sag i EU-systemet mellem den hollandske regering og Kommissionen, fordi sidstnævnte har fortroligstemplet hele grupper af dokumenter af hensyn til "sikkerhedsinteresser". Fuld åbenhed er nok svær at forvente på dette felt, men problemet viser sig at være særlig stort, når Kommissionen blokerer for adgang til store grupper af dokumenter uden at føle sig ansporet til at opstille gennemskuelige kriterier for, hvornår noget skal hemmeligholdes og hvornår det kan offentliggøres. På handelsområdet kan vi hurtigt komme til at stå med samme problem. En regel sikrer Kommissionen mulighed for, at nedlægge forbud mod offentliggørelse, hvis der er tale om "handelshemmeligheder". Det har Kommissionen f.eks. gjort på en forespørgsel om aktindsigt i dokumenter vedrørende dialogen mellem Kommissionen og den europæiske serviceindustri om forhandlingerne under GATS. Glem heller ikke, at Kommissionen har initiativretten, og fremlægger forslag for Ministerrådet. Ikke omvendt. Lægges disse forskellige forandringer sammen, får vi en Kommission, der har langt større muligheder for at føre sin ambitioner ud i livet. Der skal nok være en del grupperinger rundt omkring i Europa, der vil hylde dette nye skridt mod et mere integreret EU som det første skridt mod et rødt, grønt og progressivt modspil til USA på den globale scene. Det har bare ikke så meget med virkeligheden at gøre. EU har, med Kommissionen i