|
|
|
Der skal et mirakel til
for at Makedonien ikke skal havne i krig. EU og andre
internationale faktorer fører en zigzag-kurs, og USA
støtter de mest militante kræfter. Volden
trappes op og statsminister Geogievski overvejer at
indføre krigstilstand. Det hele kan lede til endnu en
frygtelig krig på Balkan og involvere en række
stater på uoverskuelig måde, ikke mindst fordi
Makedoniens identitet som stat er svagere end andre
landes.
Det
politisk-militære mediekompleks prøver endnu en
gang at forklare, at en lokal konflikt kun skyldes de
lokale: Det internationale "samfund" har, siges det, intet
andet motiv end det at presse parterne til at sætte
sig til forhandlingsbordet i stedet for at kriges. I
denne artikel viser vi de skjulte politiske dagsordener og
hvordan de mindsker mulighederne for fred. Da den
politiske hukommelse er kort kan det være på sin
plads at opridse hvorfor Makedonien - det land som
ovenstående kompleks igen og igen har beskrevet som en
"oase af fred" og en succes for "forebyggende" diplomati -
nu er på kanten af krig. OSCE's mission i landet
gjorde et fremragende arbejde for at fremme tolerance og en
demokratisk og tolerant politisk kultur. Men den fik aldrig
de nødvendige midler eller den rette størrelse
for at få virkelig indflydelse. Internationalt er OSCE
fuldstændig sat uden for i "den nye verdensorden." Det
er NATO som regnes.
Tvunget
til at tage Vestens parti
Milosevic/Holbrooke-aftalen
om at danne en OSCE observatørgruppe i Kosovo i
efteråret 1998 førte til dannelsen af en
"extraction force" i Makedonien, noget Beograd så som
et brud på aftalen og en trussel mod Kosovo og
Serbien. På den måde blev Makedonien
presset ind i en anti-Jugoslavien-rolle, som var til
ubodelig skade for Makedoniens stabilitet. Fra da af
så Beograd Makedonien med internationale soldater,
herunder amerikanske, som et muligt mål for
gengældelse hvis NATO skulle bombe Jugoslavien.
Tidligere var Makedonien blevet tvunget til at acceptere
NATO's krænkelse af sit luftrum, da Wesley Clark ville
udføre en bombesimulation så højt over
Makedonien, at det kunne ses på jugoslaviske radarer
og på den måde signalere en mulig kommende krig.
Præsident Kiro Gligorov fortalte mig, at første
gang, han hørte om denne øvelse, var i
aftennyhederne! Vesten respekterede ikke akkurat det nyligt
uafhængige - og skrøbelige - Makedoniens
suverænitet. NATO's bombninger omdannede
Makedonien til en kombineret militærbase og
flygtningelejr. Miraklet var, at landet trods alt overlevede
fysisk og politisk. Men - psykologisk set - rystedes dets
identitet som uafhængigt suverænt land i sin
grundvold. Siden har der været usikkerhed om dets evne
til at forblive forenet og dets fremtidige kurs overfor EU
og NATO.
Sanktionerne
ødelagde økonomien
Et
tiår med vestlige sanktioner mod Jugoslavien havde en
negativ virkning for Makedonien såvel som for de
øvrige lokale handelspartnere. Makedonien tabte
sine hovedmarkeder, først på grund af krigen i
Kroatien og Bosnien, siden på grund af sanktionerne.
Det kunne overholde sanktionerne ved at lukke grænsen
- det ville lede til økonomisk ruin. Eller det kunne
hutle sig igennem med kriminalisering af udenrigshandelen,
altså lade en masse gods gå ulovligt igennem til
Serbien/Kosovo, dets største handelspartner. Den
officielle version er, at Makedonien overholdt sanktionerne,
men internationale
|
|
|
|
