|
observatører
vidste bedre - og deres rapporter blev omskrevet
hjemme.
På den måde fik mafiaen, såvel den
makedonske, serbiske som albanske,
et opsving. Kriminaliseringen af udenrigshandelen faldt
sammen med og
forstærkedes af overførslen af den
fællesejede ejendom (det vil sige
hvad arbejderne havde produceret i de forudgående
årtier) til
aktieselskaber kontrolleret af de nye partibosser. Det er
det Vesten
kalder privatisering og demokrati! Dagens
økonomiske
korruptionsskandaler er indbyggede konsekvenser af denne
udefra
påtvungne politik.
Makedonien
fik ingen kompensation
Det
skønnes at den pris landene omkring Jugoslavien
betalte for
sanktionerne ligger omkring 25 milliarder USD. Jugoslaviens
andel af
Makedoniens udlandshandel var meget stor, i modsætning
til de store
vestlige lande, for hvem det næsten intet betød
at stoppe handelen med
Jugoslavien. En person, knyttet til Den Transnationale
Stiftelse for
Freds- og Fremtidsforskning i Lund, spurgte for nylig
Makedoniens
præsident Trajkovski om han ventede kompensation fra
Vesten for
anvendelsen af Makedonien som militærbase, for den
modtagne
flygtningestrøm og for sanktionerne; hans lange og
meget diplomatiske
svar, kan helt sikkert oversættes til: "NEJ".
Makedoniens dybe krise
nu skyldes den forfærdelige moralske og politiske
fiasko som KFOR/NATO
og UNMIK (FN's mission i Kosovo. red.) har haft i det
besatte Kosovo.
I modsætning til det hukommelsestab, der har ramt
det
politisk-militære mediekompleks, kan nogen af os
stadig huske, hvad
der skete for to år siden. Rambo-udseende
NATO-generaler trillede ind
og delte Kosovo i sektorer, sendte de jugoslaviske styrker,
soldater,
embedsmænd og deres familier over til Serbien og
erklærede
selvsikkert, at KLA/UCK (to betegnelser for den albanske
milits. red.)
var afvæbnet og opløst og at stabiliteten nu
var sikret. KLA og
politikerne med tilknytning hertil havde været meget
samarbejdsvillige
og blev belønnet for afvæbningen og
opløsningen med dannelsen af
Kosovo Protection Corps (KPC), ledet af stort set de samme
personer,
men påstået at være helt civilt og tage
sig af blandt andet
brandslukning. Mens KLA var på 20.000 mand er KPC
på 5000. Hvor resten
blev af meldte historien intet om.
FN's
og NATO's blinde øje
Mindre
end et år efter den komplette afvæbning af KLA,
ser man KLA
enheder passere ugeneret gennem den amerikanske sektor ind i
den
afmilitariserede zone og oprette baser dér, hvorfra
de angriber mål i
Serbien. Da Kosovo er et internationalt protektorat, er
KLA's
aktivitet inde i Serbien en slags international
aggression. Med få
undtagelser stiller hverken medier eller vestlige politikere
det meget
simple spørgsmål: Hvordan kan det dog gå
til at et opløst KLA, som har
afleveret alle våben til NATO/KFOR, gennemfører
et angreb over en
internationalt bevogtet og beskyttet grænse? Hvordan
kan de gøre dette
for øjnene af 43.000 tungt bevæbnede NATO/KFOR
soldater? Man har
heller ikke spurgt: beholdt de faktisk våbnene -
så NATO faktisk løj -
eller blev de afvæbnede og fik så våben
igen - og i så fald: hvorfra?
Som om det ikke var nok, så dukkede der albanske
militære enheder op
inde i Makedonien i marts. I henhold til næsten alle
observatører,
bevæbnes de fortrinsvis fra Kosovo og optræder
åbent som UCK der også
kan være forbogstaverne til National
Befrielseshær (NLA). De fortæller
verdens medier, at de kan mobilisere 40.000 mand og at det
eneste
makedonierne forstår, er våbnenes tale. En
serie uafhængige
"dissident"-analyser har beskæftiget sig med
spørgsmålet, hvem har
bevæbnet og fortsætter med at bevæbne
albanske ekstremister? De fleste
peger på USA's CIA (engang ledet af en Bush) og det
tyske BND (engang
ledet af Klaus Kinkel, engang tysk udenrigsminister). Det er
ikke
længere nogen hemmelighed - hvis det har været
det nogensinde - at CIA
infiltrerede OSCE's observatørkorps i Kosovo, der
leverede et af
|
|